Sadisterne i Politiet

Vil man være sadist, må man vide hvordan
så i fængslet der lå jeg og lagde en plan
Og da jeg blev lukket ud en dag
gik jeg straks ud og smækked én fra Christiania

Så blev JEG nemlig gjort til betjent
og siden der har jeg haft det nemt
Når først man får uniformen på
så får man nemlig penge for at slå

Kilde:1

  1. Røde Mor: Smæk []

De to svin på Politiskolen

I Rigspolitiets beretning over disciplinærsager 20131, faldt jeg over 2 sager, der på fin og præcis måde demonstrerer, hvordan danske politifolk er som flest i deres sjæl:

51
Sagsresumé:
Polititjenestemand, der var tjenestegørende på Politiskolen som underviser i fysiske fag samt prøveleder ved Politiskolens fysiske optagelsesprøver, blev indberettet for på sin Facebook profil at have skrevet: “I mandags var jeg i godt humør, så der var kun en aspirant ud af 18, der dumpede…I dag var jeg sur, så var der 9 ud af 20, der dumpede…Man får det godt af at udøve magt og få unge mennesker til at græde, så nu er jeg i bedre humør :-)”.
Politiskolen indstillede, at den pågældende blev overført til andet arbejde.
Politiskolen fandt opdateringerne uforenelige med fortsat ansættelse som underviser, prøveleder og rollemodel på Politiskolen. Rigspolitiet overførte midlertidigt den pågældende til et andet tjenestested.
Afgørelsesresumé:
Overført til anden tjeneste af Rigspolitiet.
52
Sagsresumé:
Polititjenestemand, der var tjenestegørende på Politiskolen, indberettet for på sin Facebookprofil at have kommenteret den under sag nr. 50 omhandlede opdatering og skrevet: “Fantastisk følelse af magt…Vi er kongerne af 220 :-)”.
Politiskolen indstillede, at den pågældende blev meddelt en advarsel.
Afgørelsesresumé:
Meddelt en advarsel af Rigspolitiet.
Bemærk, at svin nr. 2 fik lov til at fortsætte som underviser på Politiskolen.
  1. Disciplinærsager 2013 []

Myndighederne her i landet

Jeg tror ikke man kan stole på myndighederne her i landet. De er ligeglade med almindelige mennesker, der hverken er kendt eller rige, og det de mener med at hjælpe kalder jeg i hvert fald ikke hjælp. De fupper os bare.

Hun lød bitter, og Martin Beck vidste at der ikke var megen mening i at modsige hende. For øvrigt følte han ingen trang til det. Hun havde stort set ret.1

Som Sverige 1975, således Danmark 2015. Udtalelsen kom fra Rebecka Lind en time efter, hun havde skudt og dræbt den svenske statsminister. Attentatet bliver efterfølgende drøftet i samtale mellem landbetjent Herrgott Glad og politikommissær Martin Beck:

Jeg vil ikke påstå at jeg hørte til hans beundrere,” sagde Glad. “Men det forekommer alligevel temmelig meningsløst. De skaffer jo bare en anden, der er ligesådan, på en halv times tid.2

Også på det punkt er der en slående lighed mellem det fiktive Sverige i 1975 og det virkelige Danmark i 2015.

  1. Maj Sjöwall & Per Wahlöö: Terroristerne, på dansk ved Henning Ipsen, Spektrums Paperbacks, 1975, side 331 []
  2. Maj Sjöwall & Per Wahlöö: Terroristerne, på dansk ved Henning Ipsen, Spektrums Paperbacks, 1975, side 345 []

Uniformens største glæde

Uniformen vidste, at han havde magt.

For han havde tjenestepistol.

Derfor havde han også ret.

 

Nu sad der en anden mand i en bil.

Han var samme alder som uniformen, men uniformen vidste, at han ikke ville leve lige så længe.

Uniformen kunne springe til side, men hvorfor skulle han dog det?

Han havde jo både magt og ret.

 

Uniformen skød.

Mandens blod sprøjtede, og hans øjne slukkede, da han døde.

Uniformen kiggede på ham.

Så kiggede uniformen på sin kollega.

De smilte.

Hvad kunne give dem mere glæde end at myrde med både magt og ret?

Uniformernes besked til borgerne

skjolde, knipler, slår dem alle
skrig af smerte, føl vor galde
vi kan slå, er aldrig søde
frygt os, eller I er døde

Skammer alle danske politifolk sig?

Jeg har i den seneste tid fulgt lidt med i videoklip, der bliver offentliggjort af Frihedsaktivisten.

I den anledning faldt jeg over det seneste klip, der viser en politiassistent og en politibetjent. Det foregår efter det oplyste på Nørrebro.

Der er intet overraskende i, at politifolkene vælger at overtræde reglerne ved, at de uden lovlig grund (der findes 3 undtagelser i kundgørelsen) nægter at oplyse deres navne. Det er hverdagen, og hvis man skal sige noget positivt om det, så er det klart at foretrække, frem for at de sprøjter peberspray i ansigtet på folk eller tvinger sagesløse borgere til at fremvise kønsorganer i søgen efter planter.

Hvis man endelig får en politibetjent til at oplyse noget, der ligner et navn, så stopper de altid ved fornavnet. Ikke lovligt, men som jeg ofte har tænkt gennem mine mangeårige oplevelser med (især) Københavns Politi, så kan forskellen mellem en polititjenestemand og en voldspsykopatisk ærkekriminel ofte være hårfin.

Imidlertid er mit fokus et andet: politifolkene kommer med kommentarer om, at de er i uniform og kører i en politibil. Det kan selvfølgelig være relevant for spørgsmålet, om de overhovedet er betjente, idet de tidligere i klippet nægter at fremvise politilegitimation. Dog synes jeg, at politifolkene viser manglende selvindsigt. Med den adfærd, de udviser: en nedladende holdning, simpel og primitiv sprogbrug, en utæmmet fysisk voldstrang, en almen fremtrædende som bringer mindelser frem om forskellen på Socialgruppe V og alle os andre; ja, så kan der ikke være nogen tvivl om, at de er politifolk. Om de så legitimerer sig eller ej. Selv uden uniform og politibil ville få tvivle.

Imidlertid kommer deres bemærkninger om uniform og politibil først, når kameramanden beder om at få deres navne oplyst. Da er det ikke længere relevant. Vi tvivler ikke længere på, at de er politifolk, men vi er utilfredse og ønsker at vide præcis, hvem de er.

Oplysning om navn på en polititjenestemand kan have mange formål, men jeg kan især komme på et overordnet og afgørende: som borger i et demokratisk samfund må man som minimum have krav på, at udøverne af voldsmonopolet vil stå ved, hvem de er.

Det modsatte er åbenlyst tilfældet i det danske politi. Få vil oplyse deres navne og endnu færre vil oplyse deres efternavne. Min konklusion kan kun være, at de ikke vil stå ved, hvem de er. De skammer sig over deres arbejdsindsats. Inderst inde ved de godt, at folk griner af dem. At folk ruller øjne til hinanden bag uniformernes ryg.

At vi ikke alle griner politibetjenten op i ansigtet, kan meget vel skyldes, at vi gerne vil leve. Der er mange måder at dø på. At blive skudt af en underklassebandit fra de brunstige bataljoner, er næppe højest på danskerens ønskeliste. Derfor venter vi med at le, til uniformen er fordrevet.

Nordisk Juristmøde 2014 i Oslo

Jeg er netop hjemvendt fra deltagelse i mit første nordiske juristmøde, der blev afholdt i Oslo. Disse møder afholdes hvert tredje år på skift i nordiske hovedstæder. Deltagerne er jurister og ifølge professor Mads Bryde Andersen, der holdt takketalen under banketten, så er det en samling af “eliten” blandt nordens jurister. Det må være dejligt at være eliten, men jeg kan jo glæde mig over, at ikke-elite som jeg selv også kan få lov at deltage.

Efter at være alvorligt jetlagged ved landing onsdag, må jeg indrømme, at en afgang kl. 06.15 torsdag morgen måske ikke var på toppen af min liste over livets vidunderlige glæder. Dog har jeg hørt nogen (det har nok været en radikal) sige, at forskellighed er dejligt, og da det er få torsdage, jeg letter kl. 06.15 til Oslo, så var denne torsdag i sandhed forskellig fra alle de andre. Om end “dejligt” måske ville være et overdrivende adjektiv i beskrivelsen af at begive sig ud til lufthavnen. Desuden var toget standset i 20 minutter foran Ørestad st., fordi et godstog åbenbart ikke kunne komme i gang foran os. Jeg forbandede DSB langt væk. Det gjorde andre også. En ung kvinde af folket kom ind i stillekupéen og klagede sin nød til togføreren. Hun troede åbenbart i sit ufatteligt empatiske sind, at hun var den eneste i toget, der skulle nå et fly.

Jeg havde foretrukket mit vante selskab British Airways, men de flyver af forståelige årsager ikke til Oslo fra København. Så jeg måtte nøjes med SAS, der på intraeuropæiske ruter har afskaffet business class og i stedet har to økonomiklasser (SAS Plus og SAS Go).

En mand satte sig i SAS Plus ved en nødudgang, selvom det ikke var hans plads, idet han kun havde billet til SAS Go. Personalet valgte at premiere denne opførsel ved at rykke skiltet for SAS Plus nogle rækker frem, så manden nu pludselig sad i SAS Go. Et selskab med forstand på forretning og kundepleje havde valgt at tilbyde disse pladser til deres gode kunder (med statuskort i EuroBonus eller Star Alliance), men SAS valgte i stedet at premiere de kunder, som brød reglerne. Herudover kunne manden sagtens have været terrorist, og nu havde man altså en passager siddende ved nødudgangen, som man ikke vidste, hvem var. Meget skandinavisk. Det slog mig, at dette var et fremragende eksempel på, hvorfor SAS aldrig kommer til at tjene penge. Man premierer ikke de gode kunder, men blot dem fra pøblen, som selv tager for sig. I sandhedens tjeneste skal jeg oplyse, at jeg også selv satte mig ved nødudgangen, men det var først, da skiltet var rykket og enhver form for orden og regler var nedbrudt i et ragnarok i SAS’ ånd.

Jeg ankom til Oslo og efter at have efterladt min bagage på det tvivlsomme hotel Radisson Blu Plaza Hotel, gik jeg ned ad Karl Johan til Det Juridiske Fakultet og blev akkrediteret til mødet. Det var vigtigt, at jeg kom i god tid til Operaen, fik jeg at vide, fordi Kongen ville komme. Hurra.

Tilbage ad Karl Johan talte jeg med politiet i telefonen, og det er jo altid en fornøjelse (her er stærk ironi anvendt). Dog skal det anføres, at denne samtale var ganske udmærket, og jeg var vist også mere eller mindre i samme båd som politiet. Det endte med, at der også var andre, jeg måtte tale i telefon med vel ankommet til operaen, og da disse samtaler var færdige måtte jeg ind på min plads. Kongen kom. Der var ballet og prisoverrækkelse. Hvad sjovt er der ved en prisoverrækkelse, hvis man ikke selv får prisen?

Jeg fik lejlighed til at kigge på deltagerlisten, som var blevet udleveret i et trykt hæfte. Jeg havde vel mødt eller talt med omtrent 20 af de danskere, der stod på listen, herunder en enkelt højesteretsdommer og vel en håndfuld byretsdommere og resten var nok diverse. Jeg formodede, at mindst yderligere 80 jurister på listen vidste, hvem jeg var.1 Sådan er der jo så meget.2

De faglige møder behøver jeg næppe referere fra, men man kan givetvis gå til de nordiske juristmøders hjemmesider, hvis man vil have et referat.

Torsdag aften var der ungdomsfest. Ungdom var i denne forbindelse defineret som 35 år eller yngre, og ud af de 1.000 deltagere udgjorde den gruppe cirka 200 personer. Det skulle begynde med en færgetur fra Oslo havn. En mand stod alene på kajen, mens alle de andre talte i deres egne grupper. Jeg har altid interesse og sympati for outsideren; han er ofte mig selv. Så jeg gav hånd:

“Jeg hedder Rasmus, jeg er advokat i København, hvad laver du?”

Han svarede:

“Jeg er professor i retsvidenskab ved universitetet i [en norsk by]!”

Det var jo uhyre fascinerede, og jeg kom til at spørge:

“Er du ikke lidt ung for at være professor?”

Det viste sig, at De Nordiske Juristmøder ikke foretager alderskontrol, når man tilmelder sig ungdomsfesten. Det er jo fremragende. Vi havde behagelig samtale på kajen, men jeg måtte hive ham lidt væk, fordi en af morgenbolledamerne3 fra det danske justitsministerium prøvede at høre med på vores samtale.4

Den behagelige samtale fortsatte på færgen og under ophold hos Statoil. Man kan i hvert fald sige det positive om besøget hos Statoil, at de serverede udmærket vin og gode pindemadder. Jeg drak overraskende meget vin, men som dansker til et nordisk møde har man måske et vist rygte at leve op til. Desuden drikker jeg jo stort set aldrig alkohol, og så tænkte jeg, at netop dette møde hvert tredje år måtte være et godt tidspunkt.

Så gik det videre med professoren i bus til den meget fine og meget dyre Ekebergrestauranten med udsigt over Oslo. Her havde arrangøren og sponsoren advokatfirmaet Wiersholm været så rare at placere mig ved et bord, hvor guderne tilsmilede mig og jeg dermed ved heldets magt endte med en svensk borddame, en svensk dame på venstre hånd, en finsk herre foran til højre, en norsk kvinde over for mig og en norsk herre foran til venstre. Ingen danskere; og jeg var lykkelig. Jeg gav dog alligevel hånd til alle ved bordet. Da jeg strakte næven frem til en af Justitsministeriets morgenbolledamer kiggede hun væk i så lang tid, at det til sidst blev pinligt. Jeg flyttede mig ikke, før hun hilste.

Samtalen ved bordet var livlig, og jeg kunne dykke ned i spændende samtaler vedr. undersøgelser om seksuel adfærd i juridisk perspektiv og samtaler om evolutionær psykologi. Tjeneren bemærkede hurtigt, at jeg var dansker. Han fortalte mig, at jeg skulle huske at tømme glasset jævnligt, fordi jeg jo så fik en gratis genopfyldning. Det var også fremragende, men til sidst udfoldede min karisma og charme sig uhindret og derfor glemte jeg at drikke. Mine norske venner måtte gøre mig opmærksom på, at tjenere stod bag mig og var utilfreds. Rask væk måtte jeg tømme et helt glas rødvin i en mundfuld. Det ville ikke have været rimeligt at lade den gode tjener vente yderligere.

Fremragende samtaler og fremragende fest, og jeg fik talte med finner, svenskere og nordmænd. Dog ingen islændinge, men til mit forsvar var der kun 4 med. Den følgende dag fik jeg talt med en islænding til banketten.

Jeg endte, ganske hurtigt føltes det som, med at sidde i en sofagruppe ved indgangen. En mand gav mig utroligt mange gratis drikkebilletter (man havde kun fået to per person tidligere). Dem fik jeg ikke rigtigt brug for. Det viste sig, at jeg sad med arrangørerne, og de var slet ikke jurister. Ganske fremragende.

Pludselig var festen slut og som en af de allersidste forlod jeg restauranten sammen med de øvrige sidste dages hellige. Endnu en fin samtale med en norsk advokat, hvorefter Wiersholm var så flinke at sponsorere en taxi, hvori vi 6 personer begav os mod Oslo. Jeg blev sat af på mit hotel som den første, så det var service.

Yderligere faglige møder fredag. Dernæst banket. Det foregik på mit hotel Radisson Blu Plaza Hotel.

Jeg sørgede for at sidde mellem to svenske jurister; henholdsvis en dommer og en konsulent fra den svenske ombudsmand. En særdeles højtstående embedsmand i den danske anklagemyndighed sad længere til venstre og under de få ord, vi udvekslede, fortalte jeg, at jeg hjalp danskere, der blev uretfærdigt behandlet af dansk politi. Han reagerede ved at ytre:

Findes de?5

I øvrigt talte jeg kun med folk fra ikke-danske dele af Norden. Det var fint. Jeg fik også talt med en jurist fra den islandske ombudsmand og med en svensk docent i procesret. Det sidste var fagligt relevant, når man betænker de mange krænkelser af danske sagesløse borgere, som dansk politi begår inden for straffeprocessen.

Den ene svenske embedskvinde ville gerne følges til sit hotel i den anden ende af Karl Johan. Jeg svarede, at det ville jeg da hellere end gerne, for frisk luft er godt. Det tager vel cirka 20 minutter at gå den tur. På vej tilbage blev jeg 3 gange tilbud at købe kokain af sorte pushere. På den måde er der åbenbart ingen større forskel mellem Oslo og København.

Jeg nåede tilbage til hotellet, da det var ved at blive sent. Jeg genfandt ved et bord min ven professoren med større følge, herunder en norsk statsadvokat. En ældre herre kom også, og jeg talte i længere tid med denne og statsadvokaten om Svalbard. Jeg må sige, at nordmændene har været utroligt gæstfrie og glade for at tale med mig som dansker. Det har undret mig, at de fleste andre yngre danskere primært har holdt sammen i grupper af danskere, men det må de jo om. Så var der flere nordmænd til mig.

Til sidst blev vi smidt ud, og jeg fulgtes med den ældre herre ned ad trappen. Han spurgte, hvad jeg lavede, og jeg fortalte ham, at jeg var advokat i København. Så spurgte jeg, hvad han lavede, og han svarede:

“Jeg er dommer i Højesteret.”

Dejligt. Jeg var i godt selskab. Disse nordmænd var meget sympatiske mennesker alle sammen.

På vej tilbage gennem hotellets foyer mødte jeg en advokatfuldmægtig, som tidligere havde repræsenteret en modpart og foretaget kontraafhøring i retten. Det var mig en stor glæde at kunne tale med ham som mennesker og få mulighed for at skabe en positiv forbindelse. Så styrkes troen på mennesket.

Hjemrejsen lørdag var vel uden meget at bemærke, udover at jeg, da jeg ventede ved bagagebåndet i Kastrup bemærkede Folketingets Ombudsmand i ivrig samtale med en dansk højesteretsdommer. Min kuffert kom før deres. Ombudsmanden kiggede flere gange på mig. Jeg antager, at hans interesse blev fanget af panamahatten på mit hoved.

  1. Det er ikke paranoia, hvis det er sandt. []
  2. Min antagelse herom kan begrundes med så meget, men det er meget få personer, der allerede kommer i Ugeskrift for Retsvæsen som jurastuderende. Det gjorde jeg i U.2005.3014V som BA.jur. og som advokatfuldmægtig i U.2013.1614Ø og endelig er der også Højesterets kendelse af 11. oktober 2013 samt sejren over Skat ved Københavns Byrets dom af 14. november 2013. Det er blot et lille udpluk af mulige årsager. []
  3. Ordet morgenbolledame betyder: en dame, der kommer med morgenboller. []
  4. Det er stadig ikke paranoia, når det er sandt. []
  5. Jeg opfattede ytringen som værende en påstand om, at ingen danskere nogensinde bliver uretmæssigt behandlet af politiet i Danmark. Det er givetvis også, hvad de dygtige drenge i Justitsministeriets departement mener. []

De ringe jurister i Københavns Politi vurderer Cykelstativet ApS

I den seneste tid har der været en del presseomtale af et firma, der fjerner cykler parkeret foran butiksfacader og først vil udlevere cyklerne igen, når ejeren betaler et gebyr. Lovligheden af dette må anses som ganske tvivlsom, men den juridiske begrundelse for, at det er ulovligt, kan fremkomme på mange måder.

En af de ringeste måder bliver, ikke overraskende, frembragt af Københavns Politi i deres pressemeddelelse den 31. juli 2014 kl. 12.07.1

Endnu en tåbelig vurdering fra de lommeprokuratorer, der arbejder i Københavns Politi.

De kære jurastuderende, der må formodes at have dumpet første årsprøve med et brag, og som nu smykker sig med fjer som “anklager” og “advokaturchef”, har vist glemt, at straffeloven stiller krav om forsæt. Det skal altså bevises, at firmaet har haft forsæt til at overtræde straffeloven og begå en kriminel handling, da det flyttede cyklen.

Det kan næppe anses at være tilfældet, når repræsentanter fra selskabet i pressen har oplyst, at de ikke ønsker at overtræde loven, og at de vil stoppe med at fjerne cykler, såfremt det er ulovligt.

Om det at være jurist i Dansk Politi kan man med rette sige, at det er nemt at blive og endnu nemmere at være: man kan bare udbasunere juridiske lapsus dagen lang og så i øvrigt spise citronmåne med de store brød, som man burde holde styr på.

Dette er et vigtigt emne i samfundsdebatten. Pointen med at have jurister i politiet er, at de skal udføre den såkaldte “legalitetskontrol”. Altså hele tiden kontrollere, at politifolk overholder loven og de straffeprocessuelle regler, som er vores beskyttelse mod overgreb. En politistyrke på over 10.000 mand med våben kræver det en vis form for personligt mod og integritet at kontrollere. Jeg er sjældent stødt på en jurist i politiet, som kom blot i nærheden af at have sådanne karaktertræk (altså mod og personlig integritet).

Af alle de karriereveje en jurist kan vælge, så må anklager i Københavns Politi dog være den ynkeligste. Jeg kan mindes, at jeg igennem de sidste 10 år har talt med 1 eller 2 nogenlunde kompetente jurister i Københavns Politi. Resten har været af en karakter, som ser så grimt ud, hvis den skal beskrives skriftligt. Det lyder i øvrigt heller ikke rart, hvis beskrivelsen kommer mundtligt. Der findes masser af dygtige, samvittighedsfulde og flittige jurister i Danmark. Hvorfor ville herren ikke, at flere end blot nogle ganske få af dem fandt vej til Københavns Politi?

  1. Af pressemeddelelsen fremgår bl.a.: “På grundlag af de oplysninger, som Københavns Politi har modtaget om fremgangsmåden ved bortfjernelsen af cyklerne, er det Københavns Politis foreløbige opfattelse, at der formentlig er tale om en overtrædelse af straffelovens § 293, stk. 2, der lyder således:

    ”Den, der uberettiget hindrer en anden i helt eller delvist at råde over ting, straffes med bøde eller fængsel indtil 1 år. Straffen kan stige til fængsel i 2 år, hvor der er tale om overtrædelser af mere systematisk eller organiseret karakter, eller der i øvrigt foreligger særligt skærpende omstændigheder.”

    I det omfang bortfjernelse af cykler sker fra et område, hvor færdselsloven ikke gælder, efter aftale med ejeren af området, er det tillige Københavns Politis umiddelbare opfattelse, at der efter omstændighederne også her kan være tale om en overtrædelse af straffelovens § 293, stk. 2.

    Bestemmelsen i straffelovens § 293, stk. 2, er undergivet såkaldt betinget offentlig påtale, hvilket som udgangspunkt indebærer, at tiltale kun rejses, hvis den forurettede i en konkret sag begærer det over for politiet. Politiet forholder sig derimod ikke til generelle problemstillinger omkring lovligheden af forretningsmetoder mv. Her må virksomheder og andre henvises til privat juridisk rådgivning.

    Københavns Politi har endnu ikke optaget nogen anmeldelser og tiltalebegæringer fra borgere, der har fået fjernet deres cykler af virksomheden. Såfremt anmeldelser og begæringer modtages, vil Anklagemyndigheden – efter en konkret vurdering af den enkelte sag – rejse tiltale ved retten for overtrædelse af straffelovens § 293, stk. 2.” []

Verdens Største Mand

Jeg talte for nylig med en ven om et ønske, vi begge deler: at hilse på verdens største mand. Altså naturligvis ikke den største rent fysisk, men den største i sjælelig og etisk storhed. Som man ville sige på engelsk: the greatest man.

Min ven fortalte mig, at han havde fået sit ønske opfyldt. Han mindede mig om en gammel børnesang, som vi begge kunne synge stort set ordret fra hukommelsen. Det er børnelærdom i Danmark: En lille nisse rejste.

Hvis nogen skulle være i den uheldige situation, at deres barndom har været kulturelt amputeret, så kan jeg oplyse, at sangen er således1:

En lille nisse rejste
med ekstrapost fra land til land,
hans agt det var at hilse
på verdens største mand.

Han kom til stormogulen
og der, hvor kæmpekålen gror,
men mellem alle kæmper
ham tyktes ingen stor.

Da gik han ned til havet
og stirred i det klare vand,
han smilte, thi nu havde
han set den største mand.

Efter vores fællessang, der indrømmet ikke var egnet til publikum, kunne min ven fortælle mig, at han havde fået sit ønske opfyldt. I lighed med nissen. Af mine mange laster findes heldigvis ikke den danske Jantelov, og derfor kunne jeg alene glæde mig over, at min ven havde fundet, hvad han søgte. Jeg spurgte ham dog, af ren omsorg, om han ikke var bange for, at pøblen måske ville beskylde ham for dødssynden hovmod, når han nu mente, at han var større end alle i den gemene hob.

Dertil kunne min ven svare, at det var han ingenlunde. For hovmod, superbia, er ikke, at mennesket mener, at han er bedre end andre mennesker. Nej, hovmod er, at mennesket mener, at mennesket er bedre end gud. Min ven sagde til mig, at det behøvede han jo ikke fortælle mig, for det vidste jeg jo godt. Han sagde også, at han vidste, at jeg vidste, at han, ligesom mig, ikke var skyldig i hovmod, fordi han, ligesom mig, af guds nåde er herrens ydmyge tjener.

Det havde han naturligvis ret i.2 Så jeg måtte præcisere over for ham, at det ikke var, fordi jeg mente, at han var hovmodig. Jeg mente blot, at pøblen ville mene dette i dens uvidenhed. I den vurdering gav min ven mig ret. Han fortalte mig, at han af samme årsag ikke ville fortælle andre end mig om, at han havde fået sit ønske opfyldt.

Jeg lovede, at hans hemmelighed var sikker hos mig. Der er meget, man kan slippe af sted med i Danmark. At snyde i Skat afholder ikke en fra at blive statsminister3, at overtræde færdselsloven ved at køre folk ned afholder ikke en fra at være Justitsminister4, og at begå vold mod andre mennesker afholder ikke folk fra at være kendte og respekterede5.

Så ja, man kan slippe af sted med det meste i Danmark; men at påstå, at man er bedre end andre mennesker – det tilgiver danskerne aldrig!

Det er ærgerligt. Måske ville Danmark være rarere, hvis folk i deres adfærd over for hinanden havde det som ambition at være bedre end andre? At være mere omsorgsfuld? Høfligere? Mere gavmild? Måske endda give mere kærlighed uden at forvente noget igen?

  1. Digtet “En lille nisse rejste” er af Julius Christian Gerson og er sat til musik af J.C. Gebauer. Teksten er hentet fra: http://www.ugle.dk/en_lille_nisse_rejste.html []
  2. En del af mit valgsprog lyder faktisk: Dei gratia humilis minister domini sum []
  3. Fru Stephen Kinnock udnyttede uretmæssigt sin ægtefælles skattefradrag i flere år. Da Skat bad om at få pengene tilbage, meddelte hun Skat, at deres krav var forældet. Det havde hun ret i. Bagefter fortalte hun pressen, at hun ikke skyldte Skat penge. Det var også sandt. []
  4. Som da en kvindelig konservativ Justitsminister gjorde netop det og blev siddende på taburetten uden, at nogen løftede et øjenbryn. []
  5. Her er listen med mennesker næsten utømmelig, men fx L.O.C., Stig Tøfting, Ulven Peter og utallige ustraffede politifolk kan nævnes i flæng. []

Jesper Langballe og de kriminelle fodgængere på Vesterbro

Tirsdagsanalysen havde i denne uge et kort indslag om nu afdøde Jesper Langballe. Han sagde meget fornuftigt, og jeg fæstede mig bl.a. ved denne udtalelse:

“Der er mange småting, som jeg ikke interesserer mig for. Og så er det jo let at tilpasse til samfundet.”

Det er da en visdom, jeg bør tage til mig.

På Vesterbro er der mange kriminelle mennesker. Disse er bl.a. folk, der går på vejen. Man får let det indtryk, at mange fodgængere på Vesterbro tror, at enhver vej på Vesterbro er gågader. Et lille tip er: når der er et fortov, så skal du gå på fortovet og ikke på vejen.

Det er desværre håbløst at forklare folk. De har ingen skam i livet.

Jeg kan desværre ikke påstå, at de kriminelle fodgængere på Vesterbro ikke interesserer mig – det interesserer mig nemlig altid, når folk udstiller deres amoral og dumhed i det offentlige rum, men jeg kan dog sige, at jeg erkender, at jeg ikke kan ændre det. At forsøge at gøre dårlige mennesker til gode mennesker er som at hælde vand på en gås.