Archive for June 2014

Verdens Største Mand

Jeg talte for nylig med en ven om et ønske, vi begge deler: at hilse på verdens største mand. Altså naturligvis ikke den største rent fysisk, men den største i sjælelig og etisk storhed. Som man ville sige på engelsk: the greatest man.

Min ven fortalte mig, at han havde fået sit ønske opfyldt. Han mindede mig om en gammel børnesang, som vi begge kunne synge stort set ordret fra hukommelsen. Det er børnelærdom i Danmark: En lille nisse rejste.

Hvis nogen skulle være i den uheldige situation, at deres barndom har været kulturelt amputeret, så kan jeg oplyse, at sangen er således1:

En lille nisse rejste
med ekstrapost fra land til land,
hans agt det var at hilse
på verdens største mand.

Han kom til stormogulen
og der, hvor kæmpekålen gror,
men mellem alle kæmper
ham tyktes ingen stor.

Da gik han ned til havet
og stirred i det klare vand,
han smilte, thi nu havde
han set den største mand.

Efter vores fællessang, der indrømmet ikke var egnet til publikum, kunne min ven fortælle mig, at han havde fået sit ønske opfyldt. I lighed med nissen. Af mine mange laster findes heldigvis ikke den danske Jantelov, og derfor kunne jeg alene glæde mig over, at min ven havde fundet, hvad han søgte. Jeg spurgte ham dog, af ren omsorg, om han ikke var bange for, at pøblen måske ville beskylde ham for dødssynden hovmod, når han nu mente, at han var større end alle i den gemene hob.

Dertil kunne min ven svare, at det var han ingenlunde. For hovmod, superbia, er ikke, at mennesket mener, at han er bedre end andre mennesker. Nej, hovmod er, at mennesket mener, at mennesket er bedre end gud. Min ven sagde til mig, at det behøvede han jo ikke fortælle mig, for det vidste jeg jo godt. Han sagde også, at han vidste, at jeg vidste, at han, ligesom mig, ikke var skyldig i hovmod, fordi han, ligesom mig, af guds nåde er herrens ydmyge tjener.

Det havde han naturligvis ret i.2 Så jeg måtte præcisere over for ham, at det ikke var, fordi jeg mente, at han var hovmodig. Jeg mente blot, at pøblen ville mene dette i dens uvidenhed. I den vurdering gav min ven mig ret. Han fortalte mig, at han af samme årsag ikke ville fortælle andre end mig om, at han havde fået sit ønske opfyldt.

Jeg lovede, at hans hemmelighed var sikker hos mig. Der er meget, man kan slippe af sted med i Danmark. At snyde i Skat afholder ikke en fra at blive statsminister3, at overtræde færdselsloven ved at køre folk ned afholder ikke en fra at være Justitsminister4, og at begå vold mod andre mennesker afholder ikke folk fra at være kendte og respekterede5.

Så ja, man kan slippe af sted med det meste i Danmark; men at påstå, at man er bedre end andre mennesker – det tilgiver danskerne aldrig!

Det er ærgerligt. Måske ville Danmark være rarere, hvis folk i deres adfærd over for hinanden havde det som ambition at være bedre end andre? At være mere omsorgsfuld? Høfligere? Mere gavmild? Måske endda give mere kærlighed uden at forvente noget igen?

  1. Digtet “En lille nisse rejste” er af Julius Christian Gerson og er sat til musik af J.C. Gebauer. Teksten er hentet fra: http://www.ugle.dk/en_lille_nisse_rejste.html []
  2. En del af mit valgsprog lyder faktisk: Dei gratia humilis minister domini sum []
  3. Fru Stephen Kinnock udnyttede uretmæssigt sin ægtefælles skattefradrag i flere år. Da Skat bad om at få pengene tilbage, meddelte hun Skat, at deres krav var forældet. Det havde hun ret i. Bagefter fortalte hun pressen, at hun ikke skyldte Skat penge. Det var også sandt. []
  4. Som da en kvindelig konservativ Justitsminister gjorde netop det og blev siddende på taburetten uden, at nogen løftede et øjenbryn. []
  5. Her er listen med mennesker næsten utømmelig, men fx L.O.C., Stig Tøfting, Ulven Peter og utallige ustraffede politifolk kan nævnes i flæng. []