Archive for Moral

SF gør grin med overvægtige danskere

Jeg skal blankt indrømme, at jeg ikke bryder mig om levebrødspolitikere. Sådan en er Jacob Rene Mark fra Køge (nu Nørrebro!). Han har aldrig som voksen haft et ærligt arbejde (eller noget som helst arbejde), men er blevet “politiker” direkte fra gymnasiet og har så taget en uddannelse som bachelor i journalistik fra RUC. Hvis man kan kalde det en uddannelse.

I en utroligt ung alder er han steget til tops i SF, fordi alle de kompetente medlemmer af SF forlod partiet enten til fordel for Socialdemokratiet eller Det Radikale Venstre, eller til fordel for en stilling i erhvervslivet.

SF blev derfor efterladt med lorten. SF blev efterladt med Jacob Rene Mark.

Ham har de gjort til gruppeformand, hvilket siger ikke så lidt om, hvilken krise partiet står i.

Han er indebrændt og vred over, at jeg på 2 måneder er blevet mere kendt blandt børn og unge, end han er; og mere end SF er. Også mere kendt, end han og SF nogensinde bliver. Folk er ikke interesserede i metervarer fra leverpostejsfabrikken. Folk er ikke interesserede i Jacob Rene Mark.

Som resultat af sin indebrændte vrede vælger Jacob Rene Mark at kalde mig racist. Det kan han selv være. Hans politik og faktisk hele SF’s politik er ufatteligt racistisk over for etniske danskere.

Det må være svært at have så meget selvhad, som sojadrengen Jacob Rene Mark har. Er det den lille stump, som giver ham mindreværdskomplekser? Ifølge Freud er det faktisk kun kvinder, der kan lide af penismisundelse. Selvom kvinder formentlig griner ret meget af de mænd som Jacob Rene Mark, der måtte have slige problemer.

I det mindste er han ikke en beta male. Nej, vent, forresten, han er faktisk også en beta male. Ikke blot det, at han hader sig selv og sit køn: han hader hele sin etniske gruppe og dermed hele sit ophav. Det må være hårdt at være ham. På den anden side kan han jo glæde sig over, at han som gruppeformand for SF stort set intet behøver at foretage sig. Hvilket han jo heller ikke gør. Der ville også være noget unaturligt ved hans person, hvis ikke han også var så doven, som han er.

Han er nok frustreret over, at hans afdankede partifælle Karsten Hønge (ham eller hans familie har I sikkert hørt om fra retsreportagen på Fyn) kom ham i forkøbet og erklærede, at SF naturligvis ikke vil beskytte demonstrationer. Altså at SF ønsker at bryde grundloven.

Det værste er dog, at Jacob Rene Mark i sit desperate forsøg på at latterliggøre mig ender med at afsløre, at han har en dyb foragt for overvægtigere danskere.

I Stram Kurs ønsker vi at forbedre folkesundheden, så folk ryger mindre, drikker mindre, og spiser mindre og bedre. Jacob Rene Mark og SF ønsker bare at gøre grin med overvægtige og fede danskere.

Naturligvis er det synd for overvægtige børn og unge. Jeg tvivler på, at overvægtige børn og unge nødvendigvis bliver højreorienterede. De kunne lige så vel blive medlemmer af SF. Nej, måske ikke længere, men før Jacob Rene Mark hånede dem, så kunne de måske godt.

Selv var jeg normalvægtig til jeg fyldte 30, men det må I hellere holde hemmeligt for Jacob Rene Mark. Med den viden falder hele hans sørgelige tese (og eksistensberettigelse) nemlig bort.

Jeg skal beklage, at jeg med dette indlæg giver bonkammeraterne Jacob og Karsten opmærksomhed, men SF ønsker jo åbenlyst at gøre grin med overvægtige og at lade demonstranter blive overfaldet. Det er banebrydende synspunkter, som fortjener lidt opmærksomhed. Trods alt.

En falden soldat og de mange ikke-mennesker i Afghanistan

I 2007 blev en 20-årig britisk ung mand Neil “Tony” Downes dræbt af afghanere i Afghanistan. Han var soldat i den britiske hær.

Han var der for at hjælpe afghanere med at forbedre Afghanistan, selvom det burde være klart for enhver, at en stor mængde afghanere hverken har viljen eller evnen til at “forbedre” deres land; og at enorme mængder af afghanere slet ikke ønsker en “forbedring”, da deres kultur er udmærket for dem.

Det er en kultur, hvor drenge i enormt omfang bliver voldtaget, hvor kvinder bliver undertrykt enormt og hvor stort set alting efter vestlige standard er modbydeligt og rædsomt. Menneskelig ondskab og nederdrægtighed for fuld skrue. Dette skyldes, at en stor andel af menneskene efter vores standarder er onde og nederdrægtige.

Det var altså sådan nogle mennesker, som Tony Downes gav sit liv for at hjælpe. Selvom de dræbte ham og så ganske åbenlyst slet ikke fortjener hjælp; og heller ikke skal have hjælp.

I Danmark og især i Sverige udmærker en del afghanere sig især ved, at der begås utroligt mange voldtægter og andre seksuelle overgreb af afghanere. Primært mod kvinder, men i Sverige også mod drenge. Der er tydeligvis en kulturel ballast, som mange afghanere ikke har evnen eller viljen til at frasige sig.

6 uger før sin død, er der et kort interview med Tony Downes, mens han venter på sin transport.

Som det ses, så er han jo nærmest stadig en dreng. En etnisk brite fuld af glæde og livsmod. Det er på alle måde en tragedie, at han gav sit liv for mennesker (visse afghanere), som er så lidt mennesker, at vi burde opfinde et nyt ord for dem. Biologiske mennesker måske? Eller ikke-mennesker? Måske skal man bare henholde sig til det udmærkede ord umenneske?

Antallet af afghanere i Danmark skal naturligvis være: 0.

De skal ud!

Her er i øvrigt den fine side, som Forsvarsministeriet i Forenede Kongerige oprettede om den faldne soldat:

Guardsman Neil ‘Tony’ Downes killed in Afghanistan

Laver Forsvarsministeriet i Danmark lignende sider? Jeg tvivler.

 

Sangen “smæk” af Røde Mor

Vil man være sadist, må man vide hvordan
så i fængslet der lå jeg og lagde en plan
Og da jeg blev lukket ud en dag
gik jeg straks ud og smækked én fra Christiania

Så blev JEG nemlig gjort til betjent
og siden der har jeg haft det nemt
Når først man får uniformen på
så får man nemlig penge for at slå

Kilde:1

  1. Røde Mor: Smæk []

Myndighederne her i landet

Jeg tror ikke man kan stole på myndighederne her i landet. De er ligeglade med almindelige mennesker, der hverken er kendt eller rige, og det de mener med at hjælpe kalder jeg i hvert fald ikke hjælp. De fupper os bare.

Hun lød bitter, og Martin Beck vidste at der ikke var megen mening i at modsige hende. For øvrigt følte han ingen trang til det. Hun havde stort set ret.1

Som Sverige 1975, således Danmark 2015. Udtalelsen kom fra Rebecka Lind en time efter, hun havde skudt og dræbt den svenske statsminister. Attentatet bliver efterfølgende drøftet i samtale mellem landbetjent Herrgott Glad og politikommissær Martin Beck:

Jeg vil ikke påstå at jeg hørte til hans beundrere,” sagde Glad. “Men det forekommer alligevel temmelig meningsløst. De skaffer jo bare en anden, der er ligesådan, på en halv times tid.2

Også på det punkt er der en slående lighed mellem det fiktive Sverige i 1975 og det virkelige Danmark i 2015.

  1. Maj Sjöwall & Per Wahlöö: Terroristerne, på dansk ved Henning Ipsen, Spektrums Paperbacks, 1975, side 331 []
  2. Maj Sjöwall & Per Wahlöö: Terroristerne, på dansk ved Henning Ipsen, Spektrums Paperbacks, 1975, side 345 []

Verdens Største Mand

Jeg talte for nylig med en ven om et ønske, vi begge deler: at hilse på verdens største mand. Altså naturligvis ikke den største rent fysisk, men den største i sjælelig og etisk storhed. Som man ville sige på engelsk: the greatest man.

Min ven fortalte mig, at han havde fået sit ønske opfyldt. Han mindede mig om en gammel børnesang, som vi begge kunne synge stort set ordret fra hukommelsen. Det er børnelærdom i Danmark: En lille nisse rejste.

Hvis nogen skulle være i den uheldige situation, at deres barndom har været kulturelt amputeret, så kan jeg oplyse, at sangen er således1:

En lille nisse rejste
med ekstrapost fra land til land,
hans agt det var at hilse
på verdens største mand.

Han kom til stormogulen
og der, hvor kæmpekålen gror,
men mellem alle kæmper
ham tyktes ingen stor.

Da gik han ned til havet
og stirred i det klare vand,
han smilte, thi nu havde
han set den største mand.

Efter vores fællessang, der indrømmet ikke var egnet til publikum, kunne min ven fortælle mig, at han havde fået sit ønske opfyldt. I lighed med nissen. Af mine mange laster findes heldigvis ikke den danske Jantelov, og derfor kunne jeg alene glæde mig over, at min ven havde fundet, hvad han søgte. Jeg spurgte ham dog, af ren omsorg, om han ikke var bange for, at pøblen måske ville beskylde ham for dødssynden hovmod, når han nu mente, at han var større end alle i den gemene hob.

Dertil kunne min ven svare, at det var han ingenlunde. For hovmod, superbia, er ikke, at mennesket mener, at han er bedre end andre mennesker. Nej, hovmod er, at mennesket mener, at mennesket er bedre end gud. Min ven sagde til mig, at det behøvede han jo ikke fortælle mig, for det vidste jeg jo godt. Han sagde også, at han vidste, at jeg vidste, at han, ligesom mig, ikke var skyldig i hovmod, fordi han, ligesom mig, af guds nåde er herrens ydmyge tjener.

Det havde han naturligvis ret i.2 Så jeg måtte præcisere over for ham, at det ikke var, fordi jeg mente, at han var hovmodig. Jeg mente blot, at pøblen ville mene dette i dens uvidenhed. I den vurdering gav min ven mig ret. Han fortalte mig, at han af samme årsag ikke ville fortælle andre end mig om, at han havde fået sit ønske opfyldt.

Jeg lovede, at hans hemmelighed var sikker hos mig. Der er meget, man kan slippe af sted med i Danmark. At snyde i Skat afholder ikke en fra at blive statsminister3, at overtræde færdselsloven ved at køre folk ned afholder ikke en fra at være Justitsminister4, og at begå vold mod andre mennesker afholder ikke folk fra at være kendte og respekterede5.

Så ja, man kan slippe af sted med det meste i Danmark; men at påstå, at man er bedre end andre mennesker – det tilgiver danskerne aldrig!

Det er ærgerligt. Måske ville Danmark være rarere, hvis folk i deres adfærd over for hinanden havde det som ambition at være bedre end andre? At være mere omsorgsfuld? Høfligere? Mere gavmild? Måske endda give mere kærlighed uden at forvente noget igen?

  1. Digtet “En lille nisse rejste” er af Julius Christian Gerson og er sat til musik af J.C. Gebauer. Teksten er hentet fra: http://www.ugle.dk/en_lille_nisse_rejste.html []
  2. En del af mit valgsprog lyder faktisk: Dei gratia humilis minister domini sum []
  3. Fru Stephen Kinnock udnyttede uretmæssigt sin ægtefælles skattefradrag i flere år. Da Skat bad om at få pengene tilbage, meddelte hun Skat, at deres krav var forældet. Det havde hun ret i. Bagefter fortalte hun pressen, at hun ikke skyldte Skat penge. Det var også sandt. []
  4. Som da en kvindelig konservativ Justitsminister gjorde netop det og blev siddende på taburetten uden, at nogen løftede et øjenbryn. []
  5. Her er listen med mennesker næsten utømmelig, men fx L.O.C., Stig Tøfting, Ulven Peter og utallige ustraffede politifolk kan nævnes i flæng. []